Ud på eventyr...

Da(aaaahhhh)hab - og et stort rundt hul i koralrevet

2009-12-19T18:03:00.011+02:00

Fridykning i spritklart vand

I Egypten findes et 90m dybt hul i koralrevet. Det ligger nord for Dahab paa Sinai halvoeen. Vi var her sidst i oktober 2008 hvor Morten tog sit fridykker instruktoerkursus. Nu er vi tilbage for at dykke dybt. Jeg har taget kursus og er nu certificeret AIDA*** fridykker. For de mere interesserede kan man checke http://www.aida-international.org/ under fanebladet "Education" finde information, bestaaelseskrav og meget andet.

At modtage undervisning i dykning er sjovt. Min instruktoer Wendy er fra Holland, er soed og dygtig og proever paa diplomatisk vis at give mig gode raad med paa vejen:
"Your duckdive is...not so good" (duckdive = neddykning)
"You forget this and this and this and this"
"But you look very confident and relaxed under water"

Vi har begge sat Personlig Bedste flere gange og har dykket dybere end vi forventede at kunne efter 14 dage i dette mekka for fridykning. Linda og Lotta fra Freedive Dahab har gjort deres bedste for at forbedre vores teknik og fortaelle os, hvis vores duckdive var forfaerdeligt at se paa.

I Blue Hole er der dybt - meget dybt endda. Blue Hole er et stort rundt hul i koralrevet og formet som en cylinder. Det er ca. 90m dybt og saa dybt skal jeg slet ikke. Jeg skal oeve mig med en monofinne. Morten med kameraet tog film + fotos og Linda rettede min teknik. Hun havde nok at lave - faktisk var hun travlt beskraeftiget. Jeg havde det utrolig sjovt. At svoemme med en monofinne (en havfruehaleagtig svoemmefod) er meget meget sjovt. Man bevaeger kroppen i en delfinlignende bevaegelse med benene samlet under een. Det er temmelig svaert at laere at svoemme med den og folk kommer da ogsaa til workshops her i Freedive Dahab hele tiden. Nogle boejer benene for meget og andre er ikke fleksible nok i skuldrene til at faa armene godt op omkring oererne, hvor de helst skal vaere. Muligvis har jeg den skoereste teknik i Blue Hole, i hvert fald kan man paa Mortens videoer se, at jeg stritter unoedigt meget med bagdelen. Morten havde en fest ud af at lave de videoer og smilede hele dagen. Jeg har afproevet fem monofinner og har nu valgt den jeg syntes bedst om - den skal med hjem.

Haveaal

Om dagen staar de saerlige garden eels lodret op fra deres huler i sandet og ligner skulpturer. De bor paa 10-15m vand og der er mange af dem. Naar man dykker derned, saa bakker de baglaens ned i deres huller og forsvinder helt. Bliver man liggende et stykke tid, saa kommer de mest modige forsigtigt op igen og kigger. Sigtbarheden var fantastisk og vi kunne se +30m til alle sider.

Vi var paa natdyk med Martin, en dansk undervandsjaeger, som er taget til Dahab for at traene fridykning. Vi saa papegoejefisk som stod lodret i vandet mellem korallerne og sov. Vi saa hvide soeslanger med sorte prikker, som blev tiltrukket af vores lygte og derfor kom naermere og naermere indtil vi forstod at vi skulle pege lidt vaek fra slangen.

En blaeksprutte med arme paa 35-40cm gemte sig paa det lave vand og klamrede sig pludselig til mine fingre og Mortens ene svoemmefod. Selvom drengene grinte af mig da jeg skreg forskraekket op, mener jeg stadig at blaeksprutten var agressiv og proevede at spise mig! Man ved aldrig hvad de kan finde paa og desuden stoler jeg ikke paa skabninger med mere end 4 lemmer...

Hjemrejse

Nu skal vi snart hjem. Vi forsoeger at genkalde os hvad sne er og hvordan kulde foeles... Det gaar ikke saa godt med det. Her er varmt og vi har haft det varmt i maanedsvis. Det bliver en brat overgang, ogsaa selvom vi mellemlander i Zurich. Vi lander i Kastrup Lufthavn paa mandag d. 21.12.09 kl 21.35 og jeg glaeder mig til at se kendte ansigter, tale dansk med andre end dejlige Morten (ikke at han er kedelig eller noget, men alligevel...), spise julemad og vaere paa hjemmebane. Vi ses!

Gensyn med Tanzania

2009-12-13T12:22:00.009+02:00

Hvor meget kan et trae vokse paa 16 aar?

I 1992 var jeg paa et traeplantningsprojekt arrangeret af min fader, Joergen, i Tanzania. I 3 uger boede vi paa en husholdningshoejskole (for kvinder) og ude i en landsby (Mkundi). Her plantede vi traeer og knyttede venskaber med alle eleverne paa husholdningshoejskolen. Paa denne skole laerer man omkring hvordan man oekonomiserer med braendsel og vand osv. Det er viden som gives til kvinder fra hele Tanzania. Ude i landsbyen, Mkundi, boede vi hos landsbyens familier og arbejdede med dem i marken med at plante de traeer som skulle holde paa jorden naar regntiden kom plaskende og ellers skyllede den vaek. Jeg var 12-13 aar da jeg var med paa dette projekt og mange af oplevelserne, stederne, menneskene og gloserne husker jeg stadig meget tydeligt.

Efter at have taget afsked med Carl-Gustav og Katrine i Lilongwe og takket for deres store gaestfrihed floej vi til Dar El Salaam (ogsaa kendt som Dar El Sauna) og tog efter en uboenhoerlig kvaelende nat ind i landet til byen Morogoro, hvor kvindehoejskolen "Women Trainings Center" ligger. Gensynet med bygninger fik min erindrings filmapper til at arbejde paa hoejtryk. Her havde vi spillet netball med eleverne, her var der en kiosk der solgte Vicks og Fanta med ananassmag. Bag denne nye bygning maatte koekkenet og spisesalen vaere. Gad vide om der stadig var nogle af de samme ansatte?

Hjemmefra havde jeg taget papirfotos med fra dengang og det vakte stor jubel da jeg kunne vise 15/16 aar gamle fotos af tidligere ansatte og medarbejdere i noget yngre og slankere versioner. Astrid og jeg blev indkvarteret og vist rundt paa centeret som stadig fungerer paa samme maade som sidst. Kvinder fra hele landet kommer for at laere en masse om en mere moderne miljoevenlig husholdning og bliver et par uger eller maaneder.

Allerede naeste dag fik vi arrangeret at komme til Mkundi (hvor jeg plantede traeer). Det var meget spaendende at vaere undervejs. Ville nogle traeer staa tilbage? Laa der nu en parkeringsplads? Var alt blevet faeldet? Vi drejede ned af en bumpet jordvej og kom til et hus hvor en baelgoejet, storbarmet aeldre dame tog imod os. Makomelo (Familien som jeg havde boet hos tilbage dengang) boede blot et lille stykke nede af den lille sti her... Det foeltes helt absurd at vores chauffoer insisterede paa at koere ned af den 40cm brede sti med hans store hvide jeep. Jeg er bange for at der roeg et lille trae og nogle afgroeder paa den bekostning. (ups...)

Da vi ankom til et mindre murstenshus paa den afrikanske praerie blev vi taget imod af en aeldre herre og hans kone som boed at sidde under et trae paa nogle stole i skyggen.

"Excuse, could you be Mr. Makomelo?"

"Yes, thats me."

"I was here 15 years ago..."

"MORTEN!!??"

"Yes, Thats me!"

Det var en rigtig dejlig formiddag vi havde. Vi viste fotos, tog nye fotos og jeg blev vist rundt mellem de traer vi havde plantet. Der var smaa umodne frugter paa citrontraeerne som skulle hoestes til marts. Andre traeer stod 15m hoeje og tykke som lygtepaele. Sikke en glaedelig overraskelse. "These are the trees of Mr. Villadsen!" (hvordan jeg end vender og drejer denne saetning saa mener han nok min far, Joergen, her jo.)

GGGGudstjeneste i Dar es Salaam

Jeg vil kort fortaelle om en gudstjeneste og en dag i udkanten af hovedstaden hvor vi besoegte David og Edina. Edina havde jeg skrevet med faa gange siden hun som ung teenager var i Danmark i 1995. Nu var hun gift med David og havde 4 boern. Grace, Glory, Gladness og Gertrud! David og Edina ville gerne tage i kirke med os den soendag vi besoegte dem og det loed som en enestaaende mulighed. Vi ankommer til den store lyse kirke og finder en plads. Vi skulle praesentere os paa Swahili foran hele den store menighed (det gik nogenlunde og menigheden grinede meget) og donere penge et par gange mellem nadver og salmer. Saa det gjorde vi. Det var festligt!

Efter gudstjenesten var der en familie der tilsyneladende havde doneret en hoene... en levende hoene! Praesten lagde den undervejs paa alteret (hoenen var placeret i en plastikpose hvor hovedet tittede ud og gokkede...) Efter ceremonien gik alle ud i den begyndende regn udenfor kirken. De tre praester stod under 2 pink paraplyer mens en kirketjener med hoej roest paa kiswahili raabte "PRIS HERREN! - HVEM VIL KOEBE DENNE HOENE???" Det var enormt komisk... og der gik selvfoelgelig alt for lang tid af pinlig tilbageholdenhed - og kirketjeneren raabte mere og mere desperat... foer der endelig var en kirkegaenger der ofrede sig for resten af flokken og fik en hoene med hjem.

Eftermiddagen gik med at spise med familen Kingu, snakke om stort og smaat og se fotos af deres familie og hilse paa deres henrivende doetre med de fantastiske navne. Det var en dejlig oplevelse at blive inviteret hjem til en lokal sort familie. Det var faktisk den eneste gang paa hele vores 3 maaneders rejse at det skete. Det var en varm dag paa mange maader, men maaske foerst og fremmest hjertevarm.

Zulunkhuni, Ruarwe, Usisya og andre eksotiske navne...

2009-11-30T14:05:00.011+02:00

En historie om tosset transport og afsides beliggende landsbyer

Kirkepirater
Sikke en tur! Vi er tilbage i Lilongwe efter en uges udflugt til
Zulunkhuni, Ruarwe og Nkhata Bay nord i Malawi ved soeen.
Vi var taget til Nkhata Bay og havde planer om at tage faergen 'Ilala'
til den lille fiskerlandsby Ruarwe op ad kysten. Fra Ruarwe er der
15-20 minutters gang til Zulunkhuni River Lodge, hvor vores
rejsekammerater fra Mozambique, franskmaendene Camille og Katie,
lokkede med vandfald, snorkling, udspringsklipper, landsbyer hvor der
sjaeldent eller aldrig kommer turister og uberoerte stier.

Tidligt op om morgenen for at vaere ved faergelejet kl. 0600. Vi
kaempede os igennem et stort og stinkende fiskemarked og ser en stor
forsamling. Hold da op en traengsel... Da var da utroligt. Folk med
kufferter blev raabt op...det var lige godt saert. Hmm noget maa vaere
galt. Vi spoerger en af de lokale: 'Naaa ja desvaerre, faergen er
blevet booket af Syvende Dags Adventisterne og gaar ikke mod nord til
Ruarwe ifoelge ruteplanen, men mod oestsiden af soeen.' HVA' spoegsmaalstegn! - 'Har
kirken hijacket faergen?'... Jo, den var god nok. Kirkemedlemmerne
skulle til oeen Likoma for at holde gudstjeneste i den store katedral
og havde haft held til at 'booke' (laes: hijacket og bestukket)
faergen. Kattens!
Der gik spredte rygter om at faergen ville returnere samme aften og
muligvis afgaa om natten. Vi satsede paa at det var rigtigt og
ventede.
Sent om aftenen kom faergen tilbage og vi steg soevndrukne ombord. Vi
faldt i soevn paa oeverste daek og sejlede mod Ruarwe under
stjernehimlen.

Laid way back
Zulunkhuni River Lodge er et roligt sted. Meget langt nede i tempo.
Nogle ville sige direkte langsomt. Ejeren Charlie kom til Ruarwe som
18-årig backpacker for at se vandfaldene. Han besoegte Ruarwes chief,
som gav ham et sjaeldent godt tilbud: 'Du kan faa jorden omkring
Zulunkhuni flodens udloeb gratis paa to betingelser: 1, Du giver
landsbyboerne arbejde 2, Du ikke laver noget ulovligt eller uetisk.
Charlie slog til. Han byggede lodgen af lokale materialer og med lokal
arbejdskraft lige ved Zulunkhunis udloeb. Lodgen er en smuk samling
traehytter med sivtag og der er groent overalt. Mangotraerne smider
deres frugter i utrolige maengder i disse dage og udgoer

sammen med det skvulpende vand fra Lake Malawi den eneste lydside paa stedet,

naar de rammer jorden. Det er nu 11 år siden at Charlie kom til Ruarwe
og alle kender og udtaler hans navn med kaerlighed og respekt.

Efter en 3-4 dages dovneri, dykkeri og mangospiseri skulle vi have
'Nyajaja' faergen tilbage til Nkhata Bay. Den kom desvaerre ikke, saa
vi maette vaere kreative. Sammen med tre canadiere hyrede vi en baad
der skulle sejle os til Usisya 15km fra lodgen. Herfra skulle der
vaere minibusser at faa tilbage mod Nkhata Bay. Det var der ikke. I
stedet fandt canadierne en ambulance, som var eneste
transportmulighed. Ad haarnaalesving og stejle stigninger, med
koeresyge boern og mange tasker, gik det fra kysten og ind i landet.
Nogle timer senere var vi fremme, temmelig snavsede.

Dykning med Carl Gustav
Vi moedte den gode Carl Gustav i Nkhata Bay og brugte weekenden sammen
i vandet. Om formiddagen lavede vi dybdetraening, hvor jeg var
sikkerhedsdykker paa Mortens dyk og Morten var sikkerhedsdykker paa
mine og Carl Gustavs dyk.
Carl Gustav havde et personligt maal om at dykke til 15m og klarede
det allerede foerste dag. Han havde meget mere i sig og naaede til
flotte 19,8m dagen efter.
Morten lavede dyk med halvtomme lunger (specifik traening af
fleksibiliteten i lungevaevet og brystkassen) og lavede derfor ingen
rekordforsoeg.
Jeg slog min dybderekord 3 gange og endte paa 24,5m i et laekkert og
roligt dyk. Vi er nogle seje nogen!
Drengene fik under eftermiddags jagtdyk skudt flere arter af fisk i bugten. Fiskene donerede de til baadfoereren, som var henrykt. En nysgerrig malawianer kom forbi i hans dug out canoo og hilste paa - det var alt sammen maegtig hyggeligt ude paa vandet!

Zambia - zikke et zted

2009-11-20T16:19:00.008+02:00

Om moedet med elefanter og andre store dyr

Saa gik den ikke laengere - vi maatte paa safari igen. Sidste tur var i Kruger i Sydafrika, det er jo laenge siden og vi havde mulighed for at tage til Zambia i fire dage for at udforske South Luangwa National Park. Saa afsted med os i bil med 10 andre rejsende som vi skulle dele oplevelsen med. Vi koerte rundt i aabne biler i parken og kunne snakke med de andre undervejs.

Snabel til snabel med en elefant
South Luangwa parken er afgraenset af floden Luangwa mod syd og oest. Vi boede i telte ved flodbreden og paa den anden side af floden laa parken. I teltlejren var der green vervet monkeys (aber) og yellow baboons (bavianer). Aberne stjal vores morgenmad hvis de kunne komme til det. De havde en praeference for toastbroed med syltetoej. Vi blev dog hurtigt gode til at abebeskytte vores mad.
En flod udgoer en naturlig graense for mange ting, men ikke alle. Saaledes kunne vi overvaere en elefant der krydsede floden for at gaa en tur i vores have og spise af buske og vaelte traeer.

Foerste nat fik jeg mig lidt af en forskraekkelse. Jeg kom ud fra den primitive toiletbygning og kiggede lige ind i snablerne paa to elefanter. Jeg kunne ikke faa kontakt til mine ben, havde pludselig hoej puls og lavt blodtryk – det varede i nogle uendeligt lange sekunder, mens de vistnok ligesaa overraskede elefanter viftede med deres kaempeoerer, saa genfandt jeg kontakten til min krop og bakkede lige saa forsigtigt ind paa toilettet igen. Gru, gisp og tanker om arme og ben i gips!
Senere paa natten blev vi vaekket af lyden af en graessende flodhest. Den stod 3 meter fra teltdugen, vi kunne se den ud gennem vinduerne, som var lavet af myggenet. Lyden loed i den afrikanske nat som om en manuel graesslaamaskine aad sig igennem havens graesbelaegning. Krunsh krunsh og smask med de enorme kaebemuskler.
Ophidselsen over flodhesten gjorde det lidt besvaerligt at falde i soevn igen, saa jeg laa vaagen et stykke tid. Pludselig er der nogle meget store skygger og jeg fornemmer noget bevaegelse uden foran teltet. Fire kaempe elefanter er paa vej forbi. Jeg ligger HELT stille og toer ikke rigtig traekke vejret. Hvordan kan noget saa stort vaere saa stille? “At liste sig afsted som en elefant”…?!?? Det er for skoert. Flodheste larmer og elefanter sniger sig afsted – det maa jeg lige huske.

En leopard i et figentrae

South Luangwa er en vidunderlig park. Den er kendt for sin store bestand af leoparder og sit utaemmede landskab. Vi saa leoparder baade i daglys og om natten – een laa henslaengt i et figentrae og een havde to spaede unger med sig, vi saa vilde hunde der spiste deres nyligt fangede impala, dovne krokodiller paa flodbreden, bavianer der parrede sig, en green water snake der angreb en froe, et vortesvin med store taender der gravede efter mad i jorden og en flodhest der havde lagt sig til at doe i et krat.
Det var Morten der fik oeje paa leoparden i figentraeet. Vi fik bilen til at stoppe under traeet og forsoegte at vaere stille i vores begejstring over synet. Det blev dog for droejt for leoparden. Den rejste sig stille op, begyndte at gaa ned ad grenen som den laa paa, de staerke kattepoter blev sat langsomt og sikkert, skulderbladene hoejt over rygsoejlen og hovedet saenket mens den betragtede os. Et enkelt hop og den var nede paa jorden i buskadset. Langsomt gik den vaek og vi sad tilbage med prikker for oejnene. Morten fik af de andre rejsende tilnavnet “Leopardman” for spotningen.

Oh, at rejse til Lilongwe

2009-11-10T16:44:00.009+02:00

En beretning fra en stoevet vej...

Saa skulle vi forlade kysten, Mozambique, cashewnoedderne og folk der taler portugisisk. Vi havde forberedt os paa en lidt strabadserende tur over et par dage, men rent faktisk endte det med at gaa relativt nemt. Sammen med et tysk par, Timm og Natalie, tog vi en lille bus til Nampula. Nampula er den by jeg har vaeret i der lugter absolut daarligst. Foerst og fremmest er der varmt, men der ligger ogsaa affald over det hele. Der bliver tisset op af alle traeer og gaderne flyder i plastikposer og madrester... Vi overnattede paa et dyrt hotel og spiste paa en restaurent der ikke havde noget mad (men vi fik da lidt til sidst).
Fra Nampula rejste vi med toget 10 timer paa tvaers af det nordlige Mozambique. En dejlig tur gennem bjergene og mange smaa landsbyer. Ved hvert lille stop kommer folk myldrende til toget for at saelge mango, guleroedder eller bananer. Timm og Natalie fulgtes med os, det var rigtig hyggeligt.
For enden af skinnerne fandt vi en minibus der kunne tage os til Malawis graense. Det var en haard tur og da vi kom frem havde jeg et saar paa skinnebenet, 4 blaa maerker og en hudafskrabning paa ryggen der hvor ryglaenet havde vaeret. Det var godt at komme ud af den minibus. I graensebyen Mandimba fandt vi et slidt vaerelse for natten og faldt i soevn kvart over syv. I loebet af natten havde sengelus angrebet mit knae og albue saa det lignede at der voksede hindbaer under huden. Godt at sengelus ikke overfoerer malaria eller paa anden maade er farlige.

At krydse graensen fra Mozambique til Malawi
Den eneste maade at krydse graensen til Malawi over land saa langt nordpaa er via cykeltaxa. Vi havde en fantastisk sjov tur paa bagsmaekken af en gammel jerncykel de 7km der er mellem Mandimba i Mozambique og Chiponde i Malawi. Der er bjerge og smukke landsbyer og jeg tog billeder af Morten paa cyklen undervejs.

Fra Chiponde med pick up truck til Mangochi og derfra til Liwonde med propfuld minibus. Minibusserne er en Toyota Hiace med 15 saeder. I den propper man saa 25 mennesker plus bagage plus boern plus hoens. Undervejs paa en asfalteret hovedvej med ca. 100km/t lyder der et kaempe brag og nogle 'dump-dump-dump'-lyde. Vi vender os om og kan se at Mortens rygsaek og en del andre varer er faldet ud af minibussen i hoej fart. Rygsaekken slaar saltomortaler og lander i vejkanten langt bagefter hvor vi er. Vi raaber op og minibussen stopper. Rygsaekken er godt ramponeret, men heldigvis havde Morten kort forinden taget nogle skroebelige genstande ud af den. Vi binder nu selv tasken fast til bilen, Morten har nemlig vaeret FDF'er og kan godt slaa knuder, i modsaetning til minibus besaetningen :) Vi var fremme i Liwonde ved 3 tiden, saa vi havde hele dagen til at slappe af og kigge paa flodhestene i smukke Shire River.

Fem meter fra en flodhest!
I Shire River er der flodheste. Vi havde paa decadent vis betragtet dem hele eftermiddagen fra restaurenten, som ligger lige ned til floden. Om aftenen faar vi et telefonopkald fra receptionen. Morten tager telefonen. "So Boss, are you ready to see the hippo?" spoerger en mandsstemme. Jo tak! En flodhest er gaaet paa land og graesser i haven 50 meter fra vores doer, faar vi at vide af dem saert rolige mandsstemme. Vi sniger os ud af doeren, helt overstadige af spaending og moeder een af de ansatte, som vil vise os flodhesten. Vi lister hen ad havegangen, drejer om et hjoerne og er ved at faa et hjertetilfaelde; flodhesten staar 15 meter fra os! Jesus Kristus den er stor! Den fnyser, river graes af og virrer med de unaturligt smaa oerer. Mine oejne kan ikke spaerres mere op og jeg er helt stiv i kroppen af adrenalin. Morten er vist i chok og griner hele tiden. Vi gemmer os bag et hjoerne og kan tage fotos uden at vaere i farezonen. Vi er helt elektriske og flodhesten skal bare bevaege sit kaempehoved det mindste, saa er vi over alle bjerge, for lidt senere at vende tilbage til hjoernet og kigge.
Flodhesten maa vaere blevet mere sulten, for den bevaeger sig mod restaurenten. Det er da for skoert, saa vi foelger med og lister os bag om en bygning for ikke at forstyrre den.
Flodhesten gaar lige gennem den tomme restaurent - det tossede dyr! Vi staar 5 meter fra den i ly af moerket og bag den relative beskyttelse af nogle buske og to trappetrin og kan se det hele. Jeg fik det paa video, som desvaerre er for stor til at uploade her paa bloggen, men I kan se den naar jeg kommer hjem. I stedet faar I et foto.

Lilongwe - ahhhhhh
Vi kom med bus til Lilongwe hvor Carl Gustav hentede os i bil paa minibusstationen. Gustav er Mortens barndomsven og bor her i Malawi med hans hustru Katrine og deres soen Carl Erik, som lige er fyldt to aar. Det var super at komme til at rigtigt hjem efter at have boet paa hoteller, vaerelser, pensionater og i telt i saa lang tid. Ahh. God kaffe, et bad, vaske toej, laekker mad med friske groentsager og Carlsberg! Hurra!
Carl Gustav er sej og loeb halvmarathon sammen med en masse andre i Lilongwe Halfmarathon 2009. Vi heppede, lavede boelge og tog fotos. Der var folk der loeb i bare taeer, nogle kun med sokker paa, i sandaler, i paene hvide laedersko og daelme ogsaa een der loeb med kun een sko.
Det er skoent at vaere lidt nede i gear igen.

En frisoese er da vant til at klippe - er hun ikke?

2009-11-02T12:12:00.010+02:00

Den dag Morten skulle klippes

Morten var blevet langhaaret. Saadan rigtig besvaerligt langhaaret - ned i oejnene og varmt var det. Paa Ilha de Mozambique gik vi rundt i de smalle gader mellem gamle kolonitidshuse der enten er ved at falde fra hinanden eller er under restaurering. Stemningen er henad Havana, kaffen er god og bygningerne smukke. I et hus der sikkert har boet en statelig kolonistfamilie i ligger der nu en frisoer. "Jeg traenger til at blive klippet" konstarerer Morten og det var sandt. Vi gaar ind og frisoesen siger selvsikkert velkommen og selvfoelgelig kan jeg klippe dig. Morten bliver sat i en aeldgammel frisoerstol og frisoesen traekker en kaempe stofsaks frem fra en skuffe. Saksen er 35cm lang og mine oejne var store da damen begynder at klippe haaret tot for tot. I starten virkede det som om hun havde en plan, men det blev mere og mere tydeligt at damen nok aldrig foer havde saa meget som roert ved glat kaukasisk haar. Hun klipper noget der bedst kan beskrives som Beatleshaar (MEGET kort pandehaar) og langt i siderne og saa nogle horisontale tagrender fra oere til oere omkring nakken. Der er spredte huller helt ned til huden i klipningen, da det virker som om idealet i hendes klippestil var at faa haaret til at ligge taet ned til hovedet.

Morten tog det med godt humoer og faktisk var det ogsaa utrolig underholdende. En anden kunde i biksen blander sig lidt og jeg bliver ogsaa taget med paa raad. En tredje dame kommer ind fra gaden og klipper lidt med stofsaksen. Der er et leben uden lige omkring Mortens haarpragt.

Efter ca. 40min kommer damerne i tanker om, at de har en trimmer oppe paa hylden. Der er bare ingen af dem der ved hvordan den skal bruges... Det mente jeg nok at jeg kunne finde ud af (dog uden at have klippet nogen nogensinde med saks eller trimmer). Jeg bliver sat paa opgaven og maa stort set kronrage min Morten for at udrydde de vaerste huller, tagrender og naesten skaldede pletter paa hans hoved.
Fotodokumentation medfoelger selvfoelgelig :)

Retrospektivt mener vi, at frisoererne heromkring nok er mere vant til at flette og saette haar end at klippe det. Der var da ogsaa nogle flotte extensions Morten kunne have valgt at faa sat i. Han mente, at det ville forstyrre dykningen da masken ville have svaert ved at lukke taet til, tsk tsk :)

Ibo - her gaelder Murphys lov.

2009-10-28T12:30:00.007+02:00

En eventyrlig historie fra en oe i det nordlige Mozambique

Det er ikke fordi at det er gaaet saa galt igen, men lad os underholde med et par anekdoter om hvordan det at rejse i Afrika kan vise sig lidt besvaerligt ind i mellem.

At komme fra Pemba til Ibo

Det burde vaere straight- forward men det saa skulle man nok have taget den rigtige bus der koerte det rigtige sted hen. Da vi blev sat af vidste vi ikke hvor vi var og folk i landsbyen gjorde meget store oejne og boernene begyndte at graede... Da vi havde fundet ud af at vi var kommet det forkerte sted hen blev vi heldigvis samlet op af en pick-up truck der solgte saebe de naeste 60km ad grusveje og gennem landsbyer - det tog kun 3 timer, men der var lidt bavianer at se undervejs. Da vi blev sat af maatte vi igen vente et par timer foer den naeste bil kom forbi (der var ret oede) - heldigvis skulle den senere i vores retning, saa da den kom til bage ( det var en lastbil med en ordentlig vandtank) fik vi et lift til det sidste stykke. Nu var vi i en naturlig havn i mangroven hvor vi fik chartret en fin Dhow (sejlskib med karakteristisk sejl) til at sejle os til oeen Ibo. Vi ankom til Ibo gennem mangroven lige i rette tid til solnedgang og faldt i soevn hos byens bager der havde et vaerelse til leje.

At komme fra Ibo og ud i vandet

Man skulle tro at det ville vaere nemt at komme ivandet fra en oe. Men det viste sig yderst vanskeligt (??!). Vi kontaktede Arthur, som var undervandsjaeger - men han havde lige faaet beslaglagt sin baad pga en uoverenstemmelse med parkmyndighederne. (Ibo og de andre oeer her er en del af Quirimbas nationalpark). Saa han var sat ud af spillet.

Saa skulle vi ud med hans ven , Peter, men saa var vejret daarligt. Hmmm... Saa skulle vi ud med en lokal fyr der skulle fragte nogle damer til naboeoeen og kunne lade os snorkle paa vej tilbage, men ak. Tidvandet faldt mens vi satte damerne af - og i stedet for at snorkle i vandet, var vi fanget i sandet de naeste 6 timer. Saadan gik de foerste 5 dage. Imens fordrev vi tiden med at tage fotos af Ibo (en tidligere arabisk og portugisisk slavekoloni i kraftigt forfald) og gaa rundt gennem mangroveskoven naar det var lavvande. Vi havde ogsaa brug for at slappe af og genoplade, saa dagene gik trods frustrationer og Force Majeure.

Endelig i vandet

Da vi endelig kom i vandet var det ret fedt. 3 dage i traek kom vi til spaendende steder med masser af fisk, flotte koralrev, smaa hajer, skildpadder og gigantiske napoleonsfisk. Eneste slange i paradiset var at Astrid maatte doeje med lidt soesyge - dog langt fra alle dage (heldigvis...).

Jeg, Morten, havde store vanskeligheder med at fange fisk ( da det er en nationalpark er det kun ganske faa fisk der maa skydes - og der var langt imellem den slags, selvfoelgelig), men jeg havde en fantastisk tid under vandet paa trods.

Store fisk som jeg normalt ville have sat et spyd imellem oejnene uden at toeve fik jeg nu helt taet paa og kunne studere (eller ogsaa var det omvendt) indtil de langsomt svoemmede vaek, eller jeg maatte op efter luft. Paa et lavtliggende vrag snorklede Astrid og jeg rundt og tog fotos af hinanden og korallerne. Paa en lille sten havde hele 8 dragefisk valgt at slaa sig ned. Jo, Ibos vande har nok at byde paa... men det blev kun til 3 dage under vandet. Saa svigtede heldet igen. Vejret slog om og vores tid her paa oeen er ved at loebe ud. Saadan er det jo naar man rejser. Man kommer, slaar sig ned - og rejser igen. Heldigvis har vi valgt at slaa os ned mere end et par dage de steder vi besoeger. Afrika kraever lidt tid foer man faar et udbytte. Ingenting sker fra dag til dag, men maaske efter et par dage kan noget lade sig goere. Maaske ikke lige det man havde i tankerne, men saa noget andet. Naeste stop inden Malawi bliver Ilha de Mozambique, en anden oe med en lang koloni og slavehistorie at fortaelle... vi glaeder os til igen at have stroem og rindende vand. Stay tuned!

Pemba - er det ikke en slags tyggegummi?

2009-10-17T16:01:00.015+02:00

Mudderbad, Braendmaend og Pukkelhvaler!

Pemba var mest taenkt som et stopover. En sted vi lige ville tjekke ud, men hurtigt forlade igen. Foreloebig har vi vaeret her 5 dage, men vi bliver lige haengende lidt endnu. Ikke fordi her er sindsygt meget at lave... maaske netop derfor.
Vi har i hvertfald brugt tiden paa at lade lidt op. Men det betyder selvfoelgelig ikke at vi har ligget paa den lade side med hensyn til oplevelser. Der har bare vaeret dejlig meget plads imellem dem.

Vi bor i en mangroveskov ved vandet (det siger jo lidt sig selv) midt ude i bushen. Her sker ikke saa meget. Men man kan lave meget. Vi har sejlet kajak, dykket rundt i det plumrede vand i Pemba Bay og taget mudderbad. Yes! Ladies and Elleman! Mudderbad idet ploereste mudder... og I maa gerne se et enkelt foto! Det var meget sjovt - og vi har ogsaa en masse fotos I ikke maa se.

En dag var vi traet af myggene i Mangroven og tog paa hvalsafari. (som om vi ikke har set hvaler paa denne tur, men alligevel - vi tog afsted). Det var lidt af en overraskelse (glaedelig!) at vi ogsaa maatte svoemme med dem saa pludselig blev det hele meget mere spaendende. Vandet var blikstille da vi sejlede ud fra Pemba og vi spottede hurtigt nogle rygfinner et par hundrede meter fra land. Det var en kalv. En pukkelhvals-kalv. Vi hoppede i vandet og svoemmed mod den... men saa var den vaek. Pludselig pegede den rejsende franskmand, Camille, mod bunden hvor vi kunne se et eller andet lyst og stort nede. GISP . Det bevaegede sig! Og kom op mod os. Vi kunne godt ha' svoemmet lidt taettere paa, men vi turde ikke. Hvalen var enorm! Og under dens hale svoemmede kalven saa fint. Moderhvalen broed overfladen med et plask og et blaast paa flere meter direkte mod himmelen. Jeg (Morten) sidder stadig med aaben mund og vidt opspaaerede oejne naar jeg taenker paa denne oplevelse. Det var i sandhed et stort syn. Wow!

Vi har selvfoelgelig ogsaa dykket lidt rundt og kigget paa fisk og taget fotos af brandmaend (de der gopler, altsaa) og koraller. Astrid har traenet lidt i at dykke dybere og finde ud af at trykudligne - og var idag saamaend nede at vende paa 18.5m dybde! Halloejsa! Om hun var presset eller urolig? Ikke spor! Jeg svoemmede med hende hele vejen og hun var en klippe af ro og overskud. Sikke en pige!

Ellers kan vi berette at vi nu forlader fastlandet og begiver os paa oe-hopperi op langs det allernordligeste i dette land. Her ligger 29 oeer - og vi har 2-3 stykker i kikkerten. Vi har faaet et par kontakter til nogle gode folk hist og her - men regner ellers bare med at rejse paa maa og faa med goodwill, medvind og 4 blaa oejne som braendstof :-)

Kruger i mit hjerte

2009-10-13T13:08:00.011+02:00

I Kruger Nationalpark er der propfuldt af vilde dyr. Der er impalaer og giraffer paa begge sider af hegnet, som udgoer den ydre graense af parken. Naar man kommer indenfor er der lange grusveje og enkelte asfaltveje. Terraennet er ´bushveld´ en slags savanne med lidt flere buske og traeer.

Vi havde brug for et nyt stempel i passet for at kunne opholde os i Mozambique lidt laengere end de 30 dage vi foerst var blevet tildelt. Det betoed en tur over graensen og tilbage igen. For at det ikke skulle foeles som totalt tidsspilde besluttede vi at lave en tur ud af det. Maalet var at tage til Kruger for at se et naesehorn. Vi var ikke sikre paa at det ville lykkes, men et forsoeg ville vi give det.

Vi tog til Komatipoort i Sydafrika og indlogerede os i Kruger View Lodge, faa meter fra hegnet til Kruger parken. Vaerten er Dave, en fyr som har rejst med rygsaek i 12 aar og som nu har slaaet sig ned i Komatipoort hvor han er kok, receptionist, braaimester, nattevagt, dagvagt, chauffoer og guide i Krugerparken, naar gaesterne hyrer ham. Dave har nok at lave.

Foerste aften tog vi paa en solnedgangstur i Krugers egne aabne vogne. Vi var daarligt kommet ind i parken foer vi ser et stort hvidt naesehorn. Hurra og high five! Vi saa det naesehorn vi kom for at se og oven i koobet inden for 10min af den 3,5 timer lange tur!

Naesehornet kom helt taet paa, gik en tur rundt om vognen og jeg turde naesten ikke traekke vejret. Den var ikke agressiv, men bare tanken om at den skulle blive det gjorde, at jeg gemte mig lidt bag Morten.

Guiden fortalte om forskellen paa hvide og sorte naesehorn:

Hvide naesehorn har hovedet taettere ved jorden og spiser kun graes. De ser endnu daarligere end deres sorte kolleger og saa laver de affoeringsbunker i randen af deres territorium. Store bunker af moeg, som de kommer tilbage til for at lave bunken stoerre. De jokker lidt i den paa vej til og fra og smaa maengder moeg saetter sig i revnerne under deres foedder. Paa denne maade spredes moeget og andre naesehorn ved, at her bor N. Aesehorn og hold dig i oevrigt vaek.

Sorte naesehorn lever laengere inde i buskene, da de ogsaa spiser blade. Deres ansigter er kortere og deres ryg svajer mere. De er sjaelnere og stikker hurtigere af, hvis man kommer i naerheden.

Glade sidder vi i vognen i den afrikanske solnedgang og ser i alt 11 naesehorn, en leopard som dog hurtigt fortraekker, en serval, genette, galago, kudu, impala, zebra, giraf, loeve, sekretaerfugl, vildsvin, flodhest, civet, hare og gnu. Der er taetpakket med dyr og ingen andre mennesker end os i den del af parken. Fed oplevelse!

Gnuer er ikke saerlig paene. Faktisk vil jeg gaa saa langt som til at sige, at de ser tossede ud. Deres oejne er svoemmende og ser ud som om de ikke rigtig kan fokusere. Og saa har de en parasit der vokser i naesen paa dem. Parasitten laegger aeg, som faar gnuen til at nyse. Nyseriet fremkalder slim og det er lige hvad parasitten elsker. Saa laegger den flere aeg og gnuen nyser igen og igen og igen. Til sidst er gnunaesen saa fyldt med aeg og parasitter, at den ikke kan lugte. Overhovedet.

En hanloeve ligger i det hoeje graes. Jeg tanker paa hvor alle hunloeverne mon er henne... Den roerer naesten ikke paa sig, men dens drejede oerer afsloerer, at den har bemaerket bilen vi sidder i. Det er da utroligt at den ikke smutter. Naesen er hoejt i vejret for at finde spor om hvem vi mon er. Atjuu! Loeven nyste! Trods guidens indledende formaninger kan vi ikke lade vaere med at grine daempet. Vi har hoert en loeve nyse. Hvor skoert.

Efter et par minutter eller maaske 4 rejser den store, gule hanloeve sig langsomt. Den saetter i gang og straks bliver det aabenlyst, at loeven er saaret. Den saetter ikke venstre bagben i jorden, men humper afsted paa 3 ben. Benet ser underligt ud og er trukket helt op til kroppen. Der er ikke synligt blod, men noget er ikke rigtigt med muskler og knogler i det ben.

Loeven humper afsted og vi efterlades stille og med fornemmelsen af, at den nok ikke lever laenge.

Kruger har en no intervention politik. Dvs hvis naturen har frembragt en situation, som f.eks. den halte loeve, saa er det naturens gang der skal gaa. Hvis det er menneskeligt fremkaldt, f.eks. krybskytteri, saa traeder game rangerne ind. Det er ikke til at sige hvad der var sket med den loeve.

Dagen efter, op kl. 06 og afsted med Dave som guide i hans bil. Vi gik en tur med en bevaebnet guide og saa flodheste og krokodiller i en flod. De krokodiller bliver store! 5-6 meter og tykke og fede.

I et vandhul stod en stork paa ryggen af en flodhest. Ved breden kommer en meget stor elefant gaaende og krokodillerne smutter. De har nok heller ikke lyst til at blive trampet paa.

I dagslyset er baade baboons og vervet monkeys aktive. De baerer deres unger paa maven og det er op til ungerne selv at holde godt fast. Mor har travlt med at spise med begge arme.

En aeldre hankudu udfordrer en yngre artsfaelle, men denne er vist ikke det hurtigste dyr i skoven (undskyld). Den yngre forstaar ikke helt hvad der foregaar og undgaar vist kun en gang kloe, fordi han slet ikke spiller med paa legen.

3 loevinder ligger propmaette og storpustende i graesset omkring deres zebraoffer. Der er ikke meget tilbage. Ribben og hoved og zebraskind, ikke stort andet. Gribbene sidder i et trae i naerheden og venter. Det skal nok blive deres tur. Gribbene arbejder sammen flere arter af gangen og ogsaa sammen med bateleur oernen. Bateleuroernen er god til at finde kadavrerne. Den cirkler rundt om det og dette er signalet til oernene. Oernene ser rigtig godt, faktisk siges det, at hvis en oern kunne laese, saa ville den kunne laese en avis paa 4 kms afstand...

Naar oernene er ankommet til det forladte kadaver saa starter the hooded vulture (ja undskyld de engelske navne, men jeg har ikke faaet slaaet navnene op endnu) med det skarpe naeb. Dens opgave er at faa hul paa den haarde hud og kan desuden faa fat i det koed som sidder mellem smaa knogler. Naar den har faaet hul kan the cape vulture komme til og rive store lunser af, den har nemlig et stoerre og staerkere naeb, men duer ikke til at faa hul. Det er super smart.

I Kruger er der ogaa mange plante- og traearter. Et af de mere spaendende er febertraet. Febertraet fik sit navn da Voortrekkerne (hollaenderne, som tog til sydafrika) oplevede, at hvis de bosatte sig under et febertraa, saa fik man feber og doede. Derfor undgik de traerne. Det var paa sin vis ogsaa godt nok. Men det var ikke traerne, som gav feberen. Forklaringen ligger i, at traerne gror der hvor der er vand. Hvor der er vand er der ogsaa myg. Myg giver malaria, som man faar feber og kan doe af.

Dagen med Dave var virkelig god og vi saa ogsaa boeffel, en maengde forskellige oerne, kaempestore termitboer, hvoraf man kun kan se 10% over jorden, dvs de maa vaere enorme, dwart mongoose, terapin, bushbuck og waterbuck. Det var en fantastisk dag. Taenk sig, at vi saa The Big Five paa 1,5 dag i Kruger. Paa vejen ud af parken maa vi stoppe, da to elefanter slaes midt paa vejen... De er vilde, de vilde dyr.

The Big Five er loeve, leopard, naesehorn, elefant og boeffel og i oevrigt ikke de stoerste dyr, men de farligste for en storvildtjaeger. Det er de dyr, der er farligtst, da de er de mest sandsynlige til at ville jage dig, hvis du saarer dem og ikke slaar dem helt ihjel i foerste forsoeg.

Sydafrika har den underlige regel, at alt hvad der befinder sig paa din jord, altsaa have, park eller et helt huntingreserve, det maa du skyde hvis du har lyst. Saa hvis et sort naesehorn forvilder sig ind paa dit omraade, saa maa du goere hvad du vil, da det teknisk set er dit naesehorn, ligegyldigt hvor truet en dyreart det maatte vaere. De er skoere, de sydafrikanere.

HOV og her skulle have vaeret en video... men den er for stor til at vi kan uploade den... sorry.

Tofo tur retur

2009-10-08T17:46:00.005+02:00

En hvalhaj er kaempestor. Den er graa med hvide prikker og ligner fuldstaendig en haj fra halsen og ned. Men munden ser ud som om den er lavet til at sluge kaempekonvolutter paa den brede led. Hvis man svoemmer ved siden af den skal man svoemme til, selvom den bare cruiser roligt afsted i havoverfladen.
Saadan en faetter kan man moede under vandet ud fra Tofo i Mozambique. Der er rigtig mange af dem og der bliver arrangeret en masse udflugter i halvstore rib`s fra dykkercentrene.
Vi havde en del boevl med at skaffe os adgang til baadene, som er ejet af scubadykkercentre. Scubafolkene gik i baglaas da vi spurgte om vi maatte fridykke, bare paa hyggeplan, fra deres scubabaade "No no no no, it`s dangerous..." suk, stoen og uvidenhed. Vi fik dog skaffet os det noedvendige bly og tog med paa en 'Ocean Safari', hvor vi hoppede i sammen med alle de andre da alarmen 'Whaleshark - get in the waaaater' loed fra skipperen.
Foerste gang vi hoppede i svoemmede Morten hurtigt hvalhajen op og guidede os andre i den rigtige retning. Saa drejede den ind under ham, saa den var 1 m fra ham. Helt vildt.
Anden gang var de andre paa baaden vist blevet traette i benene, for det var kun Morten og jeg, der svoemmede i det halvhoeje tempo en hvalhaj nu cruiser i. Det kaempe dyr paa godt 6m bevaeger sig roligt, faktisk desideret langsomt, men den lodrette hale er saa stor og musklerne saa staerke, at den alligevel skyder en paen fart.
Det var en vild oplevelse at svoemme langs dette enorme forhistorisk udseende havdyr.

Vi har boet i telt i Tofo i en lille uges tid og har haft godt med sand mellem taerne. Vi har boet i Turtle Cove, hvor stemningen er naesten som at vaere hjemme. Man kan laegge sig i en haengekoeje og laese en roman, mens livet udspiller sig i sit saenkede tempo. Der er aldrig rigtig nogen der har travlt i Turtle Cove.
Vil man have varmt bad, saa laver man baal under kedlen og 5 min efter er der varmt vand og roeg og damp. Man tager bad under aaben himmel og det er saerlig dejligt, hvis der er maaneskin.

Turtle Cove er ogsaa et sted hvor man bliver en del af flokken af mere eller mindre faste beboere, hvis man bliver haengende laenge nok. Det er unge mennesker, som arbejder paa stedet. Nogle fra England, andre fra Sydafrika. En pige ved navn Avis blev haengende fordi hun braekkede foden dagen foer planlagt afrejse. Hun er der endnu og har det godt. Nigel blev fordi han blev forelsket i Avis. Tofo og Turtle Cove er et rart sted.

Den stoerste oplevelse for mig var at hoere hvalsang under fridykning paa revene. Jeg havde lige sat ny personlig bedste i dybdedyk (14,9m) og var super glad fordi trykudligningen af mine oerer ikke havde sat begraensningen. I naeste dyk hoerer jeg hvalsang. Fantastisk. Disse overjordiske lyde var helt tydelige paa 6-7 meters dybde. Jeg var som hypnotiseret. Da luften slap op maatte jeg desvaerre til overfladen. En helt fantastisk oplevelse.

Paa fisketur/fridykkertur med Brian og Lauren fra Turtle Cove saa vi pukkelhvaler lege med halerne stikkende op af vandet. Det gav store plask, naar de ramte havoverfladen igen og igen. I vandet var ogsaa mantarays, devilrays, delfiner og en maengde koralfisk og spisefisk. Morten fangede aftensmad - en papegoejefisk som smagte lige saa godt, som den var flot.

I gaar fejrede vi min foedselsdag med sang og gaver fra morgenstunden. Dejligt at man ogsaa kan blive fejret paa den anden side af verden.
Nu er vi tilbage i Maputo hos Nuno og Katia, som ogaa var vores vaerter foer afgang til Tofo. Vi er blevet tager imod med aabne arme af disse skoenne mennesker. Nuno er undervandsjaeger og muligvis er det derfor, at han og familien er saa mildt stemt overfor os. Familien har 3 stuepiger/barnepiger som vasker vores toej, saerverer mad for hele husholdningen og passer boernene. Det er et herligt hjem vi er landet i.

Turen videre gaar til Kruger National Park, tror vi nok, eller Swaziland... det er saa svaert at vaelge!

Leso-hvad-for-en fisk?

2009-09-29T10:42:00.024+02:00

LESOTHO - hvad er det for et land?

Hmmm.... det er i hvertfald ikke kedeligt. Lesotho er det land i verden med det hoejest-beliggende laveste punkt. Alt land i Lesotho befinder sig i mere end 1000m hoejde. Lesotho er lidt mindre end Danmark og ligger som en oe inde i Sydafrika. I Lesotho bor Basothofolket. De taler sproget som kaldes Sesotho. "Hej" paa Sesotho hedder "Dumela" og "Jeg har ingen bolsjer" hedder "Halinka Limpongpong". Det er paerelet.

For at komme til Lesotho maatte vi tage afsked med Cape Town. Det var ikke let. Men til sidst fik vi revet os ud af den varme omfavnelse. Vi tog et 18 timers tog nordpaa gennem hele landet (naesten) og stod af i Kimberley. Herfra gik det med minibusser over Bloemfontein til Maseru (hovedstad i Lesotho) og til sidst til bjerglandsbyen Malealea.

Vi tog til Lesotho fordi det er helt anderledes. Her midt i Afrika gaar alle rundt med huer og taepper og i bjergene er der sne og kulde. I bjerglandsbyerne omkring Malealea er der ingen veje, kun stier. Basotho folket er et stolt folkefaerd der holder fast i mange traditioner og ude i bjergene er der langt mellem de engelsktalende - saa vi foelte os lidt paa udebane naar vores Sesothogloser hurtigt slap op. Men saa kunne man jo kommunikere paa andre maader.

Astrid havde en stjernestund ved et baal lavet af tre Basothoboern der spiste morgenmad da hun lod dem roere ved sine lange lyse lokker. Det var noget pigeboernene kunne forstaa - og de blev ved og ved og ved med at gribe Astrids haar og lade majsgroedsfingrene loebe igennem det...

Men hvordan var vi dog kommet helt derud hvor der ingen veje var? Til fods? Paa cykel (mountainbike) eller hvad? Ser I (mine damer og herrer) vi red paa ponyer. Og det er altsaa ikke den slags ponyridning man moeder paa Roskilde Dyrskue...

Basothoponyerne slaebte os op og ned af stejle bjergskraaninger, gennem floder, dale og ud til vandfald og hulemalerier. Vi har nu overordentlig meget respekt for ponyerne her og er helt oemme bagi af begejstring! Det var Astrids foerste ridetur - og hun var saa sej! Faktisk slap hun utrolig godt fra det - saa at det tilsidst var en naturlighed at svinge sig op og ned af hesten naar terraennet blev for stejlt eller man lige skulle straekke benene mens vi krydsede den naeste bjergkam.

Vi red dagligt 6 timer i de tre dage vi var ude i bjergene. Vi hilste paa mange hyrder der gik med deres kvaeg, faar og geder og besoegte mange smaa landsbyer. Vi saa gribbe og falke - og blev anraabt af mange smaaboern der alle spurgte efter bolsjer (men vi har jo ikke nogen...).

Vi overnattede dels i vores telt og dels i Basothohytte. Det var en hyggelig, men ret kold oplevelse. Temperaturen var meget lav om natten. Godt vi havde termoundertoej med.

Om natten var der kulsort - hvis ikke det havde vaeret for maanen og de millioner af stjerner som lyste paa os naar vi fandt vej gennem landsbyen, Malealea, til vores telt efter at have spist med hos de lokale.

I Malealea stoedte vi paa nogle flinke mennesker som bor i Johannesburg og som gav os et 8 timers lift hertil. Vi sad som sild i en toende (og Morten omme i bagagerummet med en Hamiltonroman) og med al vores bagage spaendt fast til 4hjulstraekkerens tag. Kay og Darius inviterede os til at bo hos dem i Johannesburg. Og nu sidder vi her i en laekker forstadsbolig og har spist og boet med dem i 2 dage... Jamen, jamen... De er utrolig venlige og har vist os rundt i Johannesburg og hjulpet os med visum og busbilletter til Mozambique hvor vi tager til i loebet af den kommende nat. Uanset hvor langt man rejser vaek i verden - saa er der altid soede og venlige mennesker at moede. Og da vi selv er baaede soede og venlige saa finder vi dem let :-)

I nat krydser vi endnu en graense og glaeder os til at dykke i blaa blaa vand oppe langs oestkysten.

Hajer og strudse i vandkanten

2009-09-19T17:07:00.005+02:00

Hvad Cape Town da ikke kan byde paa??!!

Idag har vi vaeret paa Robben Island og hoert hele historien om de politiske fanger, Nelson Mandela og den chokerende historie som der her fortaelles - og som man ser dagligt fortalt i gadebilledet, i de sortes livssituation og i det svimlende velstandsgab mellem de forskellige hudfarver... det er en historie uden ende. Ihvertfald lige nu og her.

I gaar var vi ogsaa paa en kontrastfuld oplevelse. Vi sad i vandkanten nede i kaphalvoeens store naturreservat (som er saa umaadeligt smukt) i solen med Steve. Saa kom der strudse forbi. En hel lille familie. 2 hunner, 1 han og en masse kyllinger... bare 1-2 uger gamle (men stadig langt stoerre end de stoerste haner jeg har set paa Roskilde Dyrskue). Til gengaeld var de ikke naer saa selvsikre og gik hele tiden i naerheden af deres langbenede foraeldre. Det var et virkelig flot syn - og jeg ved ikke hvor i verden man ellers kan se strudse i vandkanten. Men her paa Afrikas Sydvestkyst kan man se lidt af hvert... Blandt andet hajer!!!

Kongen af tangskoven....

Allerede hjemmefra havde vi snakket om hvorvidt vi skulle dykke med hajer eller ej. Astrid var ikke direkte afvisende - men maaske naermere indirekte afvisende... Vi besluttede os for at goere hvad man altid skal goere naar man rejser: nemlig at goere som de lokale.
Og vi havde fundet den helt rigtige lokale at kopiere. Han hedder Steve og ejer firmaet http://www.animalocean.co.za/ hvor han udbyder alle mulige eventyr med naerkontakt af dyr, fisk, hajer og hvaler. Han er et rigtig dejlig menneske og en god ven af Hanli (vores kontakt hernede) saa vi har set en del til ham hist og her - og ikke bare i vandet.
Naa, men vi ankom til stedet i bil og kiggede paa forholdene. Det saa faktisk ok ud. Lidt boelger kom ind paa klippekysten, men ikke saa store. Vi kom alle relativt nemt ud i tangskoven som er op til 10m hoej og tit naar op til overfladen paa selv store dybder. Tangplanterne (Kelp) har staengler tykke som underarme og er gode at holde fast i hvis der er lidt stroem, boelger eller andet. Man kan svoemme gennem tangplanterne som gik man gennem en skov af unge birketraer. Det er ret fedt.

I et 20m stor aabning i tangskoven kommer de syvgaellede kohajer (det hedder de altsaa) og haenger ud i forbindelse med deres parring. De cruiser stille rundt langs bunden (her er ca 10m dybt) og lader sig hverken forstyrre, distrahere eller provokere selvom jeg efterhaanden kom ret taet paa dem. Foerste gang jeg (Morten) saa en haj var jeg skraekslagen og sprintede forpustet i sikkerhed saad derfor taenkte jeg at Astrid ville reagere ens. Men da hun kom op til overfladen efter et succesfuldt hajdyk var hun et stort #WOW#, aaben mund og polyppper. Smil og glade dage... Det var naesten det bedste. At vi begge to kunne nyde at svoemme rundt mellem de store fisk og tage fotos af hinanden, tangskoven og hajerne. Saadanne oplevelser er ikke til at koebe for penge... Steve tog ogsaa fotos og svoemmede med os hele tiden. Det var rigtig fedt at have en saa kompetent og staerk guide med os. Uden ham ville vi ikke rigtig have set noget. Ellers gaar det godt. Vi maa indse at Cape Town stadig har mange mange ting at byde paa som vi ikke har faaet oplevet endnu - men saa er der god grund til at komme tilbage. Next stop bliver bjergriget Lesothos. Gad vide hvad der venter os der? Det eneste sikre er at vi imorgen tager toget 18 timer nordpaa og saa maa vi se hvad der sker. Knus og hilsner til jer alle!

Steve har ogsaa skrevet om dagens oplevelser her - http://www.animalocean.co.za/diary/2009/09/cowsharks-ostriches-and-cape-point/

og her er endnu flere fotos :)

Cape Town. Saeler, pelikaner og delfiner

2009-09-14T14:33:00.006+02:00

BEETLE BUM
Vi ankom d. 10.09 og efter 34 timer undervejs var vi traette. Vi mellemlandede i Zurich og Johannesburg, ankom til Cape Town lunfthavn og blev der hentet af en chauffoer fra Best Beetle Car Rental. Vi blev koert til Best Beetle mekanikerhallen hvor det lille bitte kontor ogsaa laa. Her fik vi en grundig intro til hvordan vores lejede Beetle (Folkevognsbobbel) fungerede og koerte saa afsted mod Muizenberg, en sydlig forstad til Cape Town. Landskabet er utrolig flot og vi fraeser afsted i larm fra bilen og vores egen hujen. Juhuuu nu er vi endelig igang med eventyret. Mary, som vi har navngivet vores Beetle, er en gammel dame, men koerer godt, kun een gang er vi blev vinket ind til siden af en forbipasserende fordi hoejre baghjul ikke sad helt saa lige som det kunne. Saa ringer man til mekanikerne, som kommer indenfor et par timer doegnet rundt. God service.

KAP DET GODE HAAB
Foerste morgen gryede i vores hostel, som har fantastisk udsigt over False Bay. Vi hoppede i Mary og koerte hele vejen til Kap Det Gode Haab, det sydvestligste sted i Afrika. Vi klatrede op paa klippen og maatte raabe vores begejstring og overvaeldelse over det storslaaede landskab ud. Afrikaaaaaaaaaaa!
Paa Kap provinsen er der masser af bavianer, som kommer meget taet paa, naar man koerer forbi. Hannerne er store!

Undervejs til Kap Det Gode Haab kom vi til Boulders Beach, som har en pingvinkoloni. Jo, den er god nok. African Pinguins, som bor midt paa stranden og de naerliggende klipper. Skoere smaa pingviner, som er ret vant til at have mennesker omkring sig, saa vi kom endog meget taet paa. Utrolig soede dyre med en skoer gangart.

SAELER
Vi har brugt Mortens kontakt Hanli, en fridykker, en del. Hun har vist os rundt i Muizenberg, laant os bly og ekstra neopren - vandet er ca. 14 grader og vi har kun 3mm dragter. For Jer der har proevet en dag i vandet med for lidt neopren ved, at det bliver koldt - ret koldt. Hanli har ogsaa skaffet os kontakt til Steve, en glad fyr som taler utrolig hurtigt og som har en stor rib (gummibaad). Med den har vi vaeret paa Duiker Island ved Hout Bay, hvor der er en stor koloni Cape Fur Seals. Vi sejlede ud i regn og staerk vind og hoppede i ved siden af oeen. Saelerne oppe paa oeen kiggede nysgerrigt og jeg troede et oejeblik at de slet ikke ville vaere under vandet, hvor vi kunne opleve dem. Men de var der! Vi svoemmede og dykkede til vi blev traette med disse adraette, staerke og smidige dyr. De legede, hoppede ud af vandet, jeg dykkede ned og svoemmede sidelaens og paa hovedet og de svoemmede med! De var tydeligt nysgerrige og ville gerne lege. Specielt ungerne ville gerne vaere i naerheden og kom helt taet paa. De er saa hurtige og vi kunne slet ikke foelge med. Sikke en oplevelse.

DELFIN, PELIKAN, HAJ, FLAMINGO OG SOUTHERN RIGHT WHALE
En anden tur med Steve, Hanli og en fyr ved navn Falk, alle sydafrikanere, tog vi ud fra Yzerfontein paa vestkysten, lidt nord for Cape Town. Vi skulle mod Dassin Island og var daarligt kommet ud af havnen foer en flok paa omtrent 50 delfiner kommer imod os. Alle smider hvad de har i haenderne og kaster masker, snorkler og finner paa. Vi vaelter ud fra baaden og dykker i faa minutter med disse store og sagnomspundne dyr. En delfin svoemmede lige under mig. De er saa hurtige! Sigtbarheden var ikke saa god, saa vi gik i baaden igen og sejlede sammen med flokken i stedet. De hoppede flere gange deres egen laengde ud af vandet. Det var vildt.
Paa samme tur saa vi masser af pelikaner, baade flyvende og siddende paa oeen. Der var flamingoer, springbuck, ibis, blue crane og Morten saa de ca. 70cm store pyjamas sharks.
Vi var lige kommet hjem og havde endnu ikke faaet overtoejet af foer vi saa Southern Right Whales ud af vinduet paa vores hostel. Det er et utroligt sted vi er kommet til.

Alting er saa kompakt her omkring Cape Town, flora og fauna er i mange tilfaelde endemiske arter eller arter som lever her og kun faa andre steder. Der er fynbos, en samling forskellige buske, som kun findes her og mange dyr hedder noget der starter med "Cape".

Internethastigheden her i downtown Cape Town er ikke saa god, saa jeg forsoeger mig med at uploade fotos paa et senere tidspunkt.
Vi har stadig mange ting paa vores oenskeliste over oplevelser i Cape Town, saa vi kaster os over flere oplevelse lige om lidt.

Se flere fotos - og laes hvad Steve har skrevet her: http://www.animalocean.co.za/diary/2009/09/dassen-island-2/

Juhuu-Hjælp-Juhuu nu sker det!

2009-09-08T22:17:00.001+02:00

Så er rygsækkene pakket og lejligheden tømt for langt det meste. Det runger hvis man siger noget i stuen og grejværelset... Vi har hver en kæmpe rygsæk; min er 70L og Mortens er 110L. Men det er ikke nok. Vi har telt, soveposer, liggeunderlag og fuldt fridykkerudstyr med. Det fylder langt over halvdelen af taskens rumindhold og derfor har vi en mindre rygsæk med hver på 25L og 40L. Det er 245L fordelt på to rygge. Puha, godt at vi er stærke og seje!

Vi ankommer i Cape Town d. 10.09.09 ved 14-tiden og så starter eventyret. Jeg kan næsten ikke vente...

Vi rejser den forkerte vej!

2009-08-29T15:44:00.007+02:00

Det er forfærdeligt! Allerede inden vi er kommet afsted går det op for os at i løbet af det næste halve år er vi helt gal på den mht retningen! Årsagen er at når vi ankommer til Cape Town på sydspidsen af Afrika. Så ankommer vi i deres vinter - og den er faktisk kold. Vandet er 15 grader og luften endnu køligere... de har jo pingviner dernede... brrr. Men så i sept-oktober begynder foråret syd for ækvator og vi rejser nordpå - og til sidst ender vi oppe i Dar es Salaam i stegende sydende svedende decemberhede. Midt på sommeren.

Havde vi nu rejst den modsatte vej var vi kommet til det stegende varme Tanzania i det tidlige tålelige forår - og så havde vi ankommet til kølige Cape Town i den uimodståelige antarktiske sommer... Men det skal vi ikke. Billetterne er købt. Aftalerne er lavet - så nu må vi få det bedste ud af det. Det skal vi nok få.

Pakke, pakke og pakke...

2009-08-27T22:49:00.002+02:00

At forberede en rejse

Hej og velkommen til! På denne side vil vi forsøge at fortælle omkring vores tur til Afrika. Vi vil forsøge at lægge lidt fotos op. Fortælle hvordan vi har det og hvad vi oplever. Så kan I følge med - og I er velkomne til at skrive en hilsen til os her eller på vores mailadresser som vi stadig tjekker.

Vi glæder os meget til at dele en masse oplevelser med hinanden og med jer...

Kl 9.00. 9/9-09 flyver vi fra Kastrup Lufthavn mod Cape Town på sydvestspidsen af Afrika. Herfra rejser vi langs den røde streg på kortet her ovenover op til Dar es Salaam hvorfra vi flyver hjem igen 22/12. Hvis man trykker på kortet bliver det meget større. Vi glæder os meget. Men lige nu står den på forberedelser af afrejsefest (imorgen aften - kig forbi!) og nedpakning af lejlighed og pakning af rygsække. Pak, pak og pak. Det er utroligt så meget der skal pakkes.